
30/08/2025 0 Kommentarer
Mindful Morgenstund - et åndehul i hverdagen
Mindful Morgenstund - et åndehul i hverdagen
# Kommende arrangementer

Mindful Morgenstund - et åndehul i hverdagen
Mindful Morgenstund - et åndehul i hverdagen
Mindfulde torsdag morgener i Allehelgens Kirke til og med den 13. november.
Ved sognepræst og mindfulness-instruktør Line Bønding
En mulighed for at trække vejret, finde ro og nærvær i øjeblikket og afspænde krop og sind.
Kirken åbner kl. ca. 8.05
Du er velkommen til at komme i god tid og finde dit eget rum til at forberede dig til meditationen. Vi går ind og ud af kirken i stilhed.
Kl. 9.00 - 9.40ca.
- Mindfulness-meditation og stilhed
- Inquiry*
- Fadervor og velsignelse
- Invitation til at gå ud af kirken i stilhed og lade den indre ro og opmærksomhed følge dig resten af dagen
Alle er velkomne. Både med og uden erfaring i meditation og mindfulness.
Medbring evt. måtte og tæppe, hvis du vil ligge ned, eller lån af os :-)
--
Mindfulness er en mulighed for at øve sig i at være med det, som er, lige nu, uanset hvad der er - med ikke-dømmende opmærksomhed (uden at vurdere det som godt eller dårligt), med tålmodighed (modet til at tåle det, som er, uanset, hvad der er), med en begynderens sind (det gamle opleves, som var det første gang), med tillid, ikke-stræben, accept, idet, vi giver slip på det, vi synes burde være.
* Inquiry er en bevidstgørelsesproces faciliteret af mindfulness instruktøren.
En opmærksomhed på, hvad der skete i sindet under meditationen:
Var der kropslige sansninger, følelser eller tanker?
Og hvordan havde de indflydelse på hinanden?
Her nedenfor har jeg skrevet lidt om mindfulness. Derefter følger nogle ord om "Hvorfor Mindfulness i kirken".
Først essensen. Siden mere detaljeret:
Mindfulness er en kærlighedsaffære med livet, virkeligheden og vores egen essens. Det er en måde at favne os selv og alt, der foregår i vores sind, uden dom/vurdering eller stræben. Det handler om at undersøge og acceptere det, der er, og give slip på ønsket om forandring og kontrol. Når vi kan favne os selv på den måde, kan vi også favne andre. Mindfulness er bevidst opmærksomhed og erkendelsen af, at vi er den, der observerer vores liv.
Det hjælper os med at være nærværende i øjeblikket og tage os af os selv på en sund måde.
Mindfulness er både en formel og uformel praksis, med meditationer og bevidst opmærksomhed i dagligdagen. De syv grundlæggende indstillinger er en støtte i både den formelle og uformelle praksis og kan hjælpe os i svære situationer.
---
”Ultimativt ser jeg mindfulness som en kærlighedsaffære – med livet, med virkeligheden og forestillingsevnen, med dit eget væsens skønhed, med dit hjerte og din krop og sit sind og med verden.”
Sådan siger grundlæggeren af mindfulness Jon Kabat-Zin i sin introduktion til bogen ’Mindfulness for begyndere’ – og så kan man da sige, at linjen er lagt.
Mindfulness er en kærlighedsaffære med alt det mest essentielle ved os selv og ved livet.
Mindfulness er en måde at favne mig selv uden dom og med tålmodighed. Det er en måde at favne mig selv uden stræben, dvs. uden at forsøge at lave om på noget, i tillid til, at alt er ok, i accept af det, som er. Det er en måde at undersøge det, som er, nysgerrigt, som var det første gang jeg så det. Det er en måde at give slip på alle mine ønsker om, at det som er, skulle være anderledes. Det er en måde at give slip på den kontrol, som jeg alligevel ikke har over tingene.
Når jeg kan favne mig selv på den måde, så kan jeg også virkelig favne andre.
Det er ikke noget, jeg bare gør, for jeg er så vant til at gøre det modsatte. Men jeg øver mig. Og når det et øjeblik lykkes mig bare at være med det, som er – så sker der en afspænding i mig, som forplanter sig både i mine tanker, mine følelser og min krop.
Mindfulness er altså at favne det, som er. Uanset, hvad der er. Lige nu. Fra øjeblik til øjeblik. Mindfulness er bevidsthed. Bevidst opmærksomhed. Mindfulness er min erkendelse af, at jeg er den, som betragter det, som sker i mit liv.
Der er en afstand imellem mig og det, som sker, både i mit indre og i det ydre. Mindfulness er også en måde at komme fra hovedet ned i kroppen. Så jeg kan mærke min krop og mine begrænsninger.
Med opmærksom bevidsthed kan jeg være nærværende i det, som er. Og så kan jeg drage omsorg for mig selv på en sund måde i stedet for at skyde tingene væk, lægge låg på - eller se alle mine problemer hos alle de andre for den sags skyld.
Jeg er opmærksomhed, bevidsthed - eller for at sige det med kristne ord: Guds barn før alt andet - og når jeg er til stede i øjeblikket, i nuet, så er det min erfaring, at alle de andre ting, jeg troede jeg var, falder til jorden. Falder til jorden, som maskerne, der falder ved midnat, når maskeballet når til maskefaldet ..
Mindfulness består både af en formel og en uformel praksis.
Den formelle del består af selve meditationerne, som der findes en stribe forskellige af. Bl.a. overgangsmeditationer, meditationer med fx fokus på åndedræt og krop, mindful yoga og kropskanning. Man kan også bare sætte sig i stilhed et antal minutter. Det er alt sammen noget, man skal sætte tid af til i sin hverdag og helst hver dag.
I den uformelle del øver man sig i bevidst opmærksomhed i alle de forskellige ting, man foretager sig i løbet af dagen. Hvad enten man tømmer opvaskemaskinen eller går sig en tur. Både det sure og det søde.
Man sætter tempoet ned og inviterer langsomheden ind i sit liv, så man ikke bare bevidstløst udfører vaneprægede rutiner i hamsterhjulet, men bliver opmærksom på og bevidst om de store og små ting, man ellers har gjort år ud og år ind uden at tænke over det.
De 7 grundlæggende indstillinger er en støtte både i den formelle og uformelle praksis. Men ikke mindst i den uformelle, synes jeg selv, da de kan være en stor hjælp i svære situationer, hvor man vanemæssigt ofte ville reagere på en uhensigtsmæssig måde.
Det er - Ikke-dømmende opmærksomhed - Tålmodighed - Nybegynderens sind - Tillid - Ikke-stræben - Accept - At give slip
Nogle gange kan det være en enkelt indstilling, der kan være i spil og en støtte i en situation. Andre gange flere.
--
Mindfulness er en kærlighedsaffære.
En kærlighedsaffære med livet selv og alle de vigtigste ting i livet.
Og det gode er, at det ikke bare er en sandhed, du skal købe.
Du kan prøve det af selv og se, hvor det fører dig hen i livet.
For det er ikke en kærlighedsaffære på et abstrakt plan eller flyvsk romantik. Det har at gøre med med livet, vi lever i denne verden, og det kan sætte sig spor i dig og sende dig i en helt ny kurs i livet.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------
Hvorfor Mindfulness i kirken?
Det er der mange, der spørger om ... eller som måske ligefrem siger, at sådan noget ikke hører til i kirken. Og enhver må mene, som man vil, naturligvis.
Men det er klart, at det ikke er en tilfældighed, at vi har Mindfulness i kirken.
Vi gør det heller ikke for at tækkes nogen eller for at følge modens luner eller lignende.
Mindfulness møder os, der hvor vi er, med værktøjer til at afspænde og nedruste både kropsligt og mentalt i al den stress og jag og tilbøjelighed til fremmedgjorthed over for hinanden og naturen.
Når vi vender opmærksomheden mod åndedrættet, observerer indånding og udånding, når vi kommer fra hovedet ned i kroppen og øver os i at mærke os selv indefra - med den 8. sans, der hedder interoception - så bliver kroppens og sindets grænser blødere, og vi bliver generelt mere sanseligt til stede i verden.
Den bløde krop, det bløde sind, det bløde hjerte er en helt grundlæggende forudsætning for at kunne bede en bøn, som er mere end ord, der kommer ud af vores mund.
Det er en forudsætning for at kunne erfare en kontakt med Gud, erfare, ja, at livet er større end det, vi gør det til i en overfladisk og fortravlet verden.
Så man kunne måske sige, at hvis man vil tættere på Gud, opleve en dybere kontakt, så kunne Mindfulness være det første skridt. Der er naturligvis også andre måder at gå det første skridt på. Men Mindfulness er en meget enkel vej, hvor alle kan være med, med den erfaring, man har hver især.
Det eneste krav er, at man skal have lyst til at være i stilhed i det antal minutter meditationen varer. Det er ikke et krav, at man faktisk kan være stille. Det er helt ok, at kroppen bliver urolig, at man er rastløs og at tankerne myldrer afsted.
Det bliver bedre med tiden, når man stopper med at stræbe efter at meditationen skal være på en bestemt måde og giver slip på domme og vurderinger og møder sig selv med venlighed.
Mindfulness kan være sindets og kroppens forberedelse til den dybe kontakt i bøn og meditation, som kan være svær at mærke i et liv, hvor alting går stærkt, hvor vi skal være effektive og nå det hele på den halve tid. Forholdet til Gud kræver nærvær. Lige som ethvert andet forhold, som man ønsker at stå dybt i.
Og så er der de 7 mindfulnessindstillinger, som også er nævnt oven for:
Ikke-dømmende opmærksomhed - Tålmodighed - Nybegynderens sind - Tillid - Ikke-stræben - Accept - At give slip
De er alle indstillinger, som rummes i det, som troen er, når man tænker troen som en indstilling fremfor et bestemt indhold:
Hjertets åbenhed vendt mod Gud og mennesker.
Uden dom og vurdering.
Med tålmodighed, dvs. med modet til at tåle det som er, i troen på at være båret.
Med nybegynderens sind, dvs. med taknemmelighed og forundring over skaberværket fx, det at opleve en blomsts skønhed, som var det for første gang.
Med tillid til at være i Guds hånd, uanset, hvad der sker.
Ikke-stræben er svær for os, som er vant til at være målrettede og resultatorienterede, og det kan være fint til en vis grad at stræbe efter et mål. Men vi kan også komme til at sætte os så meget på processen, at den går i stå. Ikke-stræben er at lade processen arbejde selv, gøde og nære i tilstrækkelig grad, men ikke forcere, ikke presse.
Accept af det, som er, uanset, hvad der er. Fordi modstand gør smerte til lidelse, og så bliver det svært at gøre noget ved tingene. Accept i troen på, at Gud virker og sætter sig igennem i vores magtesløshed.
Giv slip. Giv slip på stræben, giv slip på dom og vurdering og lade livet, også det evige liv, som troen, som indstilling, åbner for, komme til en. Giv slip på kontrol. Især over det, som vi ingen magt har over alligevel.
Det her er naturligvis ikke noget, vi kan gøre med et fingerknips. Men vi kan øve os i det. Og så længe vi øver os, er der håb for os. Og for verden.
Mindfulness er opmærksomhed. Opmærksom væren med det, som er, uanset, hvad der er. Det er ikke forbeholdt buddhister. Det er sundt at øve sig i for os alle. Fordi vi først og fremmest er mennesker med nervesystemer, som har brug for at blive beroliget.
Og Mindfulness kan altså hjælpe os til en dybere kontakt. Kontakt med Gud. Kontakt med andre. Og kontakt med os selv.
Kommentarer